Sommerferien nærmer sig, og på børnebiblioteket har Morsø Folkebibliotek en masse gode og ganske gratis tilbud til alle børn og deres voksne i hele skoleferien.
Det sker

Kreativ sommer på Morsø Folkebibliotek

01. juni 2023 kl. 12:00

NYKØBING: Sommerferien nærmer sig, og på børnebiblioteket har Morsø Folkebibliotek en masse gode og ganske gratis tilbud til alle børn og deres voksne i hele skoleferien.

Man kan gå på skattejagt og finde de gemte isvafler - de er dog af papir, så de ikke smelter i varmen. Hvis man finder dem alle sammen, kan man deltage i konkurrencen om en kasse sodavand.

Læsehestene mellem 6 og 15 år kan deltage i Sommerbogen.

- Man skal hente et svar-ark, læse og anmelde tre bøger, aflevere arket og få en vaffelis som tak. Deltagerne er også med i konkurrencen om at vinde en kage til hele skoleklassen. Sommerbogen varer i hele perioden 26. juni til 9. august, fortæller børnekulturformidler Mille Bonde Broberg Johansen.

I uge 26 er der mulighed for at se kortfilm for de små.

Et sammenklippet program på ca. 45 minutter, med små animationsfilm uden megen tale.

Kortfilmene vises i børnebiblioteket kl. 10 tirsdag og torsdag.

I uge 27 og 28 er der tegnestue og perleværksted i børnebiblioteket.

- Der er masser farver, tusser og bøger til inspiration. Strygejernet er varmt og blyanterne er spidse. Materialerne er til fri afbenyttelse alle hverdage 10-16, fredag og lørdag dog 10-13. Vi gentager også succesen med en tatoveringsbiks med lækre saftevandsdrinks til alle i tatovørstolen. Der foregår tirsdag 25. juli kl. 10-12, siger Mille Bonde Broberg Johansen.

18. juli og 1. august kan børnene komme på børnebiblioteket og male på deres egen bogpose.

Det foregår begge dage fra kl. 10-15.

- 20. juli går vi endnu engang i det kreative hjørne. Denne gang skal vi lave découpage på genbrugsglas og papæsker. 27. juli og 3. august er der sjov med Strandsten, hvor vi har samlet sten sommeren igennem, og nu er det tid til at dekorere dem. Deltagerne må også meget gerne medbringe deres egne sten, siger Mille Bonde Broberg Johansen, der gør opmærksom på, at Biblioteket stiller alle materialer til rådighed.

Alle børn må være ifølge med en voksen.
Man finder alle opdaterede informationer og detaljer på bibliotekets Facebook- og hjemmeside.

- Vi glæder os til at se jer til en herlig sommer på biblioteket, siger Mille Bonde Broberg Johansen.

Annonceret indhold

Nyeste