Livet her

Højskoledage genoptages i kirkecentret

Men udflugten til Store Vildmose er aflyst, og møderne foregår under de gældende coronarestriktioner

01. september 2020 kl. 09:35

THISTED: Nu starter Kirkecentrets Højskoledage igen oven på coronanedlukning og sommerferie. Men mødesituationen er fortsat påvirket af smittefaren, og derfor er den planlagte udflugt til Store Vildmose 20. september aflyst, fortæller formand Kaj Kristensen.

Til gengæld gennemføres indtil jul seks foredrag i Kirkecentrets store sal. Stoleopstillingen ændres, og deltagerne skal som hidtil selv medbringe madpakke, men nu også kaffe, te og kolde drikke samt tilhørende kopper, krus eller glas. Der opstilles håndsprit ved alle indgange, men man kan ikke starte foredragene med fællessang, som ellers har været med til at sætte højskolestemningen.

Første foredrag er mandag 21. september med journalistparret Thomas Ubbesen og Anne Haubek på baggrund af deres bog ”Vi var folket”, som bygger på møder med østeuropæere i en lang række lande 30 år efter Berlinmurens fald i november 1989.

To foredrag er i samarbejde med Foreningen Norden Thisted. Mandag 5. oktober handler det om hekseprocesserne i Danmark-Norge i forlængelse af Reformationen 1536, og mandag 2. november handler det om Island som drøm og virkelighed i nutid og fortid. Ind imellem de to foredrag handler det mandag 19. oktober om Genforeningen 1920, hvor Anna Dinesen fortæller om sin sønderjyske bedstefar, der blev tvangsudskrevet som tysk soldat og om bedstemorens kamp derhjemme på gården.

Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per” er emnet for foredraget mandag 16. november ved lektor Else Bisgaard, og mandag 30. november får man besøg af Gitte Ishøy, der indtil for nylig var sognepræst i Thisted, og det er de 32 år i byen, hun beretter om, og så lidt om livet derefter.

Annonceret indhold

Nyeste