”Himmeltrappen”, der tidligere har stået på gågaden i Nykøbing og senest ved Sundby Trapper, kan nu ses ved Orangeriet i Bjergby, hvor den midt i et blomsterflor kigger mod Hanklit. Privatfoto
Livet her

Himmeltrappen har fået ny bopæl

Efter at have stået i gågaden i Nykøbing og senest ved Sundby Trapper er den nu placeret ved Orangeriet i Bjergby

04. september 2020 kl. 08:30

BJERGBY: I nogle uger har trafikanter på Grydhøjvej i Bjergby kunnet se en ny figur, der står på placeret på et blomsterareal ved Orangeriet. Det vil sige, at ny er nok lidt overdrevet, siger Niels Otto Degn, der er formand for Morsø Kunstforening af 1961, for skulpturen ”Himmeltrappen” er faktisk fra 1989, hvor den blev lavet af Jørgen Lang Petersen i forbindelse med projektet ”Kunst og Kunnen”. Og den har efter en del år i gågaden i Nykøbing i de senere år stået ved Sundby Trapper.

Niels Otto Degn fortæller, at skulpturen var ved at korrodere (nedbrydes, red.), så da Eva Gam fra Orangeriet henvendte sig til kunstforeningen og tilbød at huse værket - og endda kunne sørge for en renovering - slog man til:

- Nu står den der så og ser ud mod Hanklit i et blomsterflor på et stort stykke jord, som naboen, gårdejer Anders Bovbjerg, har stillet til rådighed og i fin renoveret og nymalet stand. Det har HE-VA sørget for. I øvrig finder jeg det dejligt, at flere landmænd er begyndt at så blomster i kanten af deres jorder. Det er både flot og godt for bier og insekter, siger Niels Otto Degn.

Som kaldet det ”et flot privat initiativ”:

- Og vi er i kunstforeningen meget tilfredse med at kunne placere kunstværker rundt på øen. Det har vi gjort en del gange, hvad der kan ses i publikationen Skulpturguide Mors, siger kulturforeningens formand.

Guiden beskriver de over 60 skulpturer, der står rundt omkring på Mors. Den seneste udgave af guiden, som kommunen står bag, har nogle år på bagen.

- For ikke så længe siden blev der stjålet en skulptur fra Strandgåden i Nykøbing. Det var i øvrigt ikke en fri tilgængelig skulptur, så den kunne ikke ses i guiden. Vi fandt ud af, at Skulpturguiden ikke var til at finde på diverse hjemmesider m.v. Så det er der nu rådet bod på, og man kan nu finde den på Morsø Kommunes hjemmeside og et par andre steder, herunder Morsø Kunstforening, siger Niels Otto Degn og fortsætter:

- Guiden findes i en lommevenlig papirudgave. Den kan fås gratis i Morsø Kommunes administrationsbygning, Morsø Kunstforening, Morsø Turistbureau og Morsø Folkebibliotek. Der er fotoer og korte beskrivelser af kunstværkerne og deres placering på almindelige kort og tilmed GPS-koordinater, så man kan køre, cykle eller gå at finde de forskellige skulpturer på den måde. Selv om højsommeren er gået, vil det være en meget fin idé at bruge guiden til at nyde de mange værker rundt på øen. Der er fine ting at se året rundt.

Annonceret indhold

Nyeste