Livet her

Havens dag hos Heides Planteskole i weekenden

Vi skal være rigtig glade for både insekter og fugle i vores haver, siger planteskoleejer Ole Heide

07. september 2020 kl. 08:15

SILSTRUP: Efteråret nærmer sig og så er det tiden, at man hos Heides Planteskole i Silstrup inviterer til ”Havens dag” i weekenden 11.-13. september.

Har man en have, så har man også både fugle og insekter. Ole Heide, som er indehaver af Heides Planteskole, fortæller, at har man en have med frugttræer - det kan være, æbler, blommer, kirsebær m.v. - så har man sendt en invitation til både fugle og insekter. Insekterne sørger for, at træerne bliver bestøvet, trives godt og sætter frugter:

- Når så frugterne begynder at vise sig, varer det ikke længe, før fuglene finder vej dertil. Jo, vi befinder os virkelig i en fødekæde siger Ole Heide og tilføjer:

- Der anvendes heldigvis i dag meget mindre mængder af sprøjtevæsker, som er et skridt i den rigtige retning, hvad miljøet angår. Der findes så mange truede arter, både insekter og fugle. Vi kan hjælpe disse arter til at overleve, hvis vi vil bruge fornuften. Vi kan reparere meget på vores samvittighed ved at invitere fugle og insekter ind i haven, hvor de ikke risikerer at bukke under på grund af gift. Hvad bierne angår, er f.eks. et paradisæbletræ fantastisk tiltrækkende, og et lindetræ er et godt honningtræ, hvor pilen er godt for bierne at samle pollen fra.

Han nævner, at Erika-lyng er en lækkerbisken for bierne:

- Vi skal forene os med insekterne, og f.eks. bierne giver os jo noget igen, hvad honning angår, hvis vi mennesker gør det muligt for dem. Nogle er gavnlige og nogle er ikke, men sidstnævnte skal der også være plads til siger Ole Heide.

F.eks. opfostrer svalerne deres unger med insekter, så derfor skal vi tænke meget på, hvor meget vi anvender sprøjtevæsker. Man skal erkende nødvendigheden af mangfoldighed for alle insektarter og bestemt også fuglene.

På planteskolen har man også et russisk atelier. Ole Heide lærte for 17 år siden den russisk kunstner Anatolij Speka at kende, og han har besøgt og arbejdet på planteskolen næsten hver år, ikke mindst portrætter. Men han har ikke kunnet komme i år på grund af coronasituationen.

Ole Heide får mange planter hjem, hvor tekst og navne på planterne står på russisk:

- Jeg ville gerne kunne læse det, så derfor besluttede jeg at lære det russiske alfabet. Det er lykkedes, så nu kan jeg læse, hvad der står på etiketterne og kan også begå mig med det russiske sprog, fortæller Ole Heide.

Annonceret indhold

Nyeste