Efter en ufrivillig pause i 2020, er Cold Hawaii Surf & Film Festival tilbage med årets udgave, der finder sted i Klitmøller sidste weekend i august. Pressefoto
Det sker

Filmfestival vender tilbage

17 film skal dyste om priser til Cold Hawaii Surf & Film Festival, der finder sted i Klitmøller sidste weekend i august

05. juli 2021 kl. 13:24

KLITMØLLER: Efter en ufrivillig pause i 2020, er Cold Hawaii Surf & Film Festival tilbage med årets udgave, der finder sted i Klitmøller sidste weekend i august.

Det Danske Filminstitut støtter sammen med Thisted Kommune op omkring festivalen.

Blandt 27 indsendte film fra 13 forskellige lande, fandt 17 film vej gennem nåleøjet, da Cold Hawaii Surf & Film Festival sidste år skulle udtage bidragene til sidste års festival. Men den blev aflyst på grund af covid-19. Men nu ser verden anderledes ud, og derfor tør arrangørerne nu melde ud, at årets festival finder sted den 26.-28. august i Klitmøller.

- Vi har derfor besluttet at overføre de 17 udtagne bidrag til dette års festival, fortæller festivalleder Alicja Cupial.

Billetsalget er også allerede sat i gang.

- Vi har dog ventet med at melde noget officielt ud indtil, at vi har været sikre på at kunne afvikle arrangementet. Det er vi nu og derfor glæder vi os helt vildt til at se vores store stampublikum til screening af de 17 film, bogpræsentation, at kunne byde landets bedste surfere velkommen til Klitmøller, hvor Dansk Surf- & Rafting Forbund laver et stop på Danish Surf Tour, der er de officielle Danmarksmesterskaber i surf. Hertil kommer en trash-art konkurrence, koncerter og meget andet, fortæller Alicja Cupial.

Bakker op

Det var hende, der i 2014 fik idéen til filmfestivalen, der har gennemgået en kæmpe udvikling siden starten.

- Det Danske Filminstitut støtter i år op omkring Cold Hawaii Surf & Film Festival og det er nok det største skulderklap, man kan få som festivalarrangør. Det betyder øget opmærksomhed omkring festivalen, og vi er allerede i en situation, hvor udenlandske filmmagere kontakter os løbende i forhold til at kunne indsende forslag til næste års festival. Så fremtiden tegner lys, fortæller Alicja Cupial.

Hun understreger, at støtten på Thisted Kommune samt fra Filminstituttet, er vigtig for festivalen.

- Vi er en lille festival i Nordvestjylland og her er vi vant til at skulle kæmpe for at sikre økonomien bag mere smalle arrangementer. Men vi er, på samme måde som alle andre typer kultur, med til at tegne et positivt billede af Thisted Kommune som en kulturelt spændende kommune at besøge eller bo i, siger Alicja Cupial.

Hun går nu i gang med at finde de sidste omkring 100.000 kroner, der mangler for, at budgettet balancerer.

- Med blåstemplingen fra Filminstituttet håber jeg, at det lokale erhvervsliv også kan se en ide i at støtte kulturlivet herunder Cold Hawaii Surf & Film Festival, siger Alicja Cupial.

De seneste tre års filmfestivaler har været udsolgte og med godt 600 deltagere, var den seneste afholdte festival i 2019, den hidtil største af slagen.

Annonceret indhold

Nyeste