Livet her

En lang række foredrag i Morsø Folkeuniversitet

Ejendomshistorie, Morsøtid, vestjysk danmarkshistorie, limfjordsforfattere og -digtere, EU’s kriser, kærlighedens kulturhistorie og tang er emnerne

07. september 2020 kl. 07:15

NYKØBING: Morsø Folkeuniversitet har nu udsendt sit program for efteråret, og samtidig har man etableret en hjemmeside, fortæller formand Erling Have. Hjemmesiden kan findes på: www.morsoe-folkeuniversitetet.dk, og her kan man under ”Arrangementer” finde de enkelte foredrag.

Første foredrag er onsdag aften 30. september i Støberisalen på Morsø Folkebibliotek i Nykøbing med arkitekt Jens Aaberg, Dronninglund. Han giver en trin-for-trin-vejledning i, hvordan man følger en ejendoms historie i perioden fra 1844 til omkring 1930.

Tirsdag aften 6. oktober fortæller professor Poul Duedahl, Aalborg Universitet, om, hvordan Mors i syv år fortsat fulgte sin egen tidsregning, efter at Danmark havde indført en fælles tidsregning 1880. Senere fik hele landet 1894 den nuværende Gudhjem-tid.

”Ved jorden at blive” er titlen, når historiker Henning Ringgaard Lauridsen fra Viborg tirsdag aften 27. oktober fortæller et stykke danmarkshistorie, oplevet gennem vestjyske familiers hverdag i 300 år. Titlen er den samme på hans bog sin egen slægt.

Fredag aften taler lektor Søren Dosenrode, Aalborg Universitet, om ”EU’s kriser”, herunder Brexit, men også om de enkelte medlemslandes protektionisme og nationalisme samt EU’s legitimitet i befolkningerne.

Onsdag aften 4. november taler Bo Poulsen, der er professor i moderne historie ved Aalborg Universitet om ”Stormflod” - altså gennembruddet af Aggertangen 1825 og, hvad derpå fulgte.

”Kærlighedens kulturhistorie” er emnet, når relationshistoriker Katrine Frøkjær Baunvig, der er lektor ved Aarhus Universitet, lørdag eftermiddag 7. november besøger Mors.

Onsdag aften 18. november taler Else Bisgaard, Vilsund, der er lektor ved Thy-Mors HF & VUC om ”Forslået og forhåbningsfuld - Det folkelige gennembrud i dansk littertur med et limfjordsperspektiv”, hvor hun præsenterer prosaister og lyrikere, kendte og mindre kendte, fra limfjordsegnene.

Mandag aften 14. december får man igen besøg af Else Bisgaard, men i denne andel del af foredraget handler det om ”Limfjordsforfattere - havren, hakken, skovlen og spaden” med fokus på de to store husmands- og bondeforfattere Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg.

Onsdag aften 16. december er emnet ”Tang”, når tangforsker Peter Søndergaard Schmedes, student fra Morsø Gymnasium samt ph.d. og post.doc., ansat ved Dansk Skaldyrscenter ved DTA Aqua i Nykøbing, taler om netop de undersøsiske skove og deres betydning.

Annonceret indhold

Nyeste