Det sker

DK’s største indendørs fodboldturnering på vej til Thy

En-dags turneringen Cold Hawaii Indoor By Spar Klitmøller har en samlet præmiesum på 60.000 kroner

23. juni 2021 kl. 13:54

HANSTHOLM: Lørdag 18. december 2021 danner Hanstholm Hallerne rammen om Danmarks største indendørs fodboldturnering målt på præmiesummen.

Arrangørerne forventer at en-dags turneringen Cold Hawaii Indoor By Spar Klitmøller vil tiltrække landets bedste hold og store fodboldprofiler og profilere Thy.

- Med en samlet præmiesum på 60.000, hvoraf vinderen får 30.000, bliver det Danmarks største. Og vi tror på, at med opbakning fra lokalområdet, bliver det en tilbagevendende begivenhed, fortæller Mikael Konradsen, indehaver af Spar Klitmøller, som sponsorerer præmiesummen.

Han er gået i samarbejde med Hanstholm Hallerne og Hanstholm IF om det nye initiativ.

- Vi vil lave et professionelt topstævne, der vil tiltrække den danske elite i indendørsfodbold. Man skal tænke på, at mange af indendørs-spillerne kommer fra både Superliga, 1. og 2. division i dansk fodbold. Så der bliver også masser af flot fodbold fra øverste hylde for et forhåbentligt talstærkt publikum langs banderne at se på, siger formanden for Hanstholm IF, Kim Jørgensen, der håber at turneringen vil genere en god indtægt til den lokale idrætsforening, som allerede har sikret opbakningen fra baglandet i foreningen.

20 hold skal dyste i turneringen. Heraf har arrangørerne bestemt sig for at friholde fire pladser til lokale hold.

Der vil konstant være kampe at kigge på hele lørdagen fra kl. 9 til ca. kl. 19 i Hanstholms nye hal.

I den gamle hal skal der etableres fanzone, blandt andet med storskærm og barer, så publikum også kan se fodbold derfra.

For det er arrangørernes håb at indoor-eventen bliver streamet, så hele Danmark kan følge med på en mobil eller computer.

- Vi tror på at dette kan blive meget stort. Nu skal vi i gang med at samle sponsorer bag arrangementet, så Cold Hawaii Indoor By Spar Klitmøller kan få et solidt fundament at stå på for de næste års turneringer, siger Mikael Konradsen.

Tilmeldingen starter 27. august.

Annonceret indhold

Nyeste