Nu tegner vejrudsigten lovende for vandhunde i Cold Hawaii. Foto: Martin Bjørn Christiansen
Livet her

Venter på den perfekte storm: Spektakulær surfkonkurrence - måske - sidst på ugen

Stormfuldt vejr torsdag og fredag tegner godt for afholdelse af spektakulær surfkonkurrence

20. september 2021 kl. 21:35

KLITMØLLER: Det trækker op til storm sidst på ugen i det nordvestjyske, og det er godt nyt for nogle af verdens bedste kitesurfere, der lige nu er til stede ved Cold Hawaii Games i Thy.

For at kunne gennemføre en surfkonkurrence i disciplinen "Big Air", hvor kitesurferne flyver langt over havets overflade, kræves nemlig stærk vind og høje bølger.

Netop de forhold ser efter alt at dømme ud til at være til stede torsdag og fredag, og det vækker glæde hos Mads Bloch, der er Sports Director på Cold Hawaii Games:

- "Big Air" handler kort fortalt om at komme så højt til vejrs som muligt. Deraf navnet "Big Air". Hele 70 procent af de point, man kan hente hos dommerne, handler om at komme til vejrs, siger han og fortsætter:

- De sidste 30 procent handler om, hvor lang en afstand, man tilbagelægger på vandet kombineret med, hvor udfordrende surferens indsats i konkurrencen er. Jo sværere og mere vellykket en indsats er, jo flere point.

Der skal altså virkelig være fart på vind og bølger, før surferne kan nå op på de højder, der kræves.

- Vi skal ramme op imod 14-16 sekundmeter vind helst fra vest i kombination med gode bølger. Og gerne tørt vejr af hensyn til publikum, fortæller Mads Bloch.

Først to døgn, inden konkurrencen skal afvikles, kan arrangørerne give det endelige grønne lys. Hvor præcis på Vestkysten, konkurrencen afholdes, meldes også først ud to døgn før startskuddet lyder.

Danske rookies

Det er ægte "Big Air" specialister, der indtager Cold Hawaii. Samlet set har de et svimlende antal guldmedaljer blandt andet hentet ved VM i kitesurfing gennem årene.

- Det gælder blandt andre britiske Aaron Hadlow, der har fem verdensmesterskaber med til Cold Hawaii. Men også hollandske Kevin Langeree, der har vundet "Red Bull King of the Air" hele tre gange og vandt Cold Hawaii Big Air sidste år, fortæller Mads Bloch.

Blandt de helt unge er øjnene rettet mod den 20-årige brite Tom Bridge, der har siddet tungt på mesterskabstitlerne i ungdomsrækkerne de seneste ti år.

Men også hollandske Cohan Van Dijk, franske Julian Huynh, spanske Liam Whaley, hollandske Lasse Walker og polske Janek Grzegorzewski er kendte for levere indsatser i verdensklasse.

Danmarks største internationale kitesurf-stjerne Nick Jacobsen er selvfølgelig også med. Herudover har man givet to wildcards til unge talenetfulde danske kitesurfere.

- Vi har valgt Lucas Gramstrup og Mikkel Hansen, der begge er store talenter på vej. Vi glæder os til at se dem og alle de andre deltagere på vandet i Thy, hvor vi kan bryste os af at have perfekte forhold til afviklingen af netop den her type konkurrence, fortæller Mads Bloch.

Søndag var det en helt anden disciplin, nemlig "Wing Foil Open" der blev afholdt i Klitmøller. Konkurrencen var den første af sin slags i Nordeuropa.

Øverst på sejrsskamlen kom danske Jan Blæsild, med Klitmøller-surferen Christian Polarbear Andersen på andenpladsen foran hollandske Jeppe Stoop.

De to danskere blev ligeledes henholdsvis etter og toer i freestyledisciplinen.

Annonceret indhold

Nyeste