Livet her

Teater om naturen: Unge laver forestilling til Limfjordsteatret åbningsfest i Thy

Ni unge i gang med et turboforløb, som søsætter det nye projekt UngKunstThy

05. september 2021 kl. 19:27
Opdateret 06. september 2021 kl. 08:55

Opdateret kl. 08:55 med faktaboks om Limfjordsteatrets åbningsfest.

THISTED: Det handler om sjældenheder som sommerfuglen ensiablåfugl og planten benbræk, der fik sit navn, fordi bønderne troede, at den gjorde køernes knogler skøre.

Både sommerfuglen og nogle af disse køer er med i forestillingen "Powered by nature", som en gruppe unge fra Thy lige nu indøver på livet løs sammen med Limfjordsteatret. Forestillingen bliver et af indslagene til Limfjordsteatrets fest den kommende weekend i anledning af, at teatret nu også er egnsteater for Thisted Kommune - med det tidligere Thy Teater ved Frederikstorv i Thisted som det lokale domicil.

Her skal Limfjordsteatrets forestillinger for børn og unge i fremtiden produceres. Men de unge får også mulighed for selv at skabe teater, og i den forbindelse er projektet UngKunstThy sat i søen.

Foreløbig har ni unge i alderen 14-21 år - otte piger og en enkelt dreng - meldt sig til et ”turboforløb”, som altså kulminerer under åbningsweekenden.

Ni unge er i gang med et "turboforløb", hvor de laver teater og det der ligner op til Limfjordsteatres åbning i Thisted i weekenden 11.-12. september. Foto: Kim Dahl Hansen

En af dem er 19-årige Sofie Ringgaard fra Skovsted, der lige har taget hul på et sabbatår, efter at hun blev handelsstudent i sommer. Hun har tidligere arbejdet med skuespil bl. a. på en efterskole - og glæder sig over, at der nu er udsigt til mere teater i Thisted:

- Jeg synes, vi har manglet både professionelt teater og teater, som unge kan være med til at skabe, siger hun.

Limfjordsteatret Lasse Popp medvirker i forestillingen.

15-årige Kirstine Ringgaard fra Snedsted, der kun har spillet teater en enkelt gang før, er også glad for muligheden for at prøve kræfter med denne kunstart:

- Og jeg føler, at det er gået rigtig godt. Faktisk bedre end forventet, siger hun.

Holdet, der blev samlet første gang i begyndelsen af august, har selv skrevet det meste af forestillingen. Temaet var dog givet på forhånd, for Limfjordsteatret har besluttet, at UngKunstThy skal arbejde med natur og menneskets forhold til naturen i hele den kommende sæson, fortæller Pernille Nedergaard, skuespiller og undereviser i Limfjordsteatrets nye Thisted-afdeling - hvor hendes mand, Steen Haugesen, er kunstnerisk ansvarlig.

Limfjordsteatrets åbningsfest

Limfjordsteatret åbner på lørdag sit nye hus i Thisted med en åbningsfest, der bl. a. byder på ”skøre strømere” og ”vildvæsner” i gågaden, sidstnævnte skabt af 4. klasse fra Sennels. Desuden gadeteater ved Paolo Nani og Dansk Rakkerpak.

Om eftermiddagen er der officiel åbning af teaterhuset i Frederiksgade 5, hvor også forestillingerne ”Vildvæsner på scenen” og ”Powered by Nature” spiller. Sidstnævnte opføres tillige to gange søndag. Der kræves (gratis) billet til forestillingerne.

Et nyt projekt under UngKunstThy starter til oktober, og unge med lyst til at arbejde med teater, men også med billedkunst, musik, skrivning, film og animation, har stadig mulighed for at hoppe på.

Se også
Kreative unge får et ekstra skub fremad
Annonceret indhold

Nyeste