Matti Christensen var suveræn ved DM. Privatfoto
Livet her

Forrygende comeback af Thisted-stjerne

Thisted Vægttræningsforenings Matti Christensen knuste konkurrenterne ved DM i klassisk trekamp

07. september 2021 kl. 08:43

RØDOVRE: Corona, arbejde og skader har holdt Thisted Vægttrænings Forenings helt store stjerne ude af konkurrence siden EM i 2019, men Matti Christensen fik et helt forrygende comeback, da han i overlegen stil sikrede sig det danske mesterskab i styrkeløfternes klassiske trekamp i Rødovre.

Med en serie på 252 kg i squat, 195 kg i bænkpres og 222,5 kg i dødløft opnåede thyboen en total på 670 kg i -74 kg klassen. Det er trods den lange pause kun et kg mindre end ved EM i 2019. Thisted-løfterens suverænitet understreges af, at hans total var intet mindre end 90 kg højere end klassens nummer to og af, at Matti Christensen udover DM-titlen også blev kåret som mesterskabernes bedste løfter på tværs af vægtklasser.

Matti Christensen blev kåret som DMs bedste løfter på tværs af vægtklasser. Privatfoto

Thisteds anden seniorløfter ved DM, Jukka Rysgaard, leverede også en pragtpræstation ved DM. I den stærkt besatte -93 kg klasse scorede han personlige rekorder i samtlige discipliner med 245 kg i squat, 180 kg i bænkpres og 277,5 kg i dødløft, totalt 702,5 kg. Præstationen sikrede thyboen DM-sølv i trekampen efter Daniel Ussing fra Kolding og guld i disciplinen bænkpres.

Benjamin Falgreen er regerende dansk juniormester i trekamp (udstyr) og stillede op til den klassiske pendant som en del af forberedelserne til NM i Finland om otte uger. Og selvom den klassiske udgave ikke er Falgreens foretrukne, så leverede han en flot indsats og ”tabte” først guldet i tredje og sidste forsøg i dødløft, da han missede 237,5 kg. Men DM sølv for 227,5 kg i squat, 137,5 kg i bænkpres og 220 kg i dødløft, totalt 585 kg, var absolut mere end godkendt. Den regerende danske mester i klassen blev eksempelvis nummer fire 20 kg efter thyboen.

Den unge subjunior Jacob Heise, der som Falgreen er regerende dansk mester i trekamp (udstyr,) brugte ligeledes DM som en forberedelse til NM. Og at det ikke var en helt dårlig idé vidner resultatet i -74 kg klassen da også om. 172,5 kg i squat, 112,5 kg i bænkpres og 215 kg i dødløft, totalt 500 kg og også personlige rekorder over hele linjen. Det rakte til sølv.

Endelig var veteranen Lise Madsen i aktion i kategorien Masters 3 (+60 år) -72 kg. Den rutinerede kvinde løftede 50 kg i squat som let kunne være blevet mere, hvis hun og dommerne var blevet enige om, hvor dybe squats skal være for at blive godkendt, 45 kg i bænkpres og så hele 125 kg i dødløft, hvilket må siges, at være en ganske imponerende vægt for en snart 70-årig kvinde. Totalt blev det til 220 kg og endnu en dansk titel samt pokal som bedste Masters 3 dame til TVF´s alderspræsident blandt de aktive løftere.

Annonceret indhold

Nyeste