Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Sigtet for at dyrke 30 kilo skunk i nedlagt landbrug: Elmåleren blev deres skæbne

To litauiske mænd anholdt i Thy, efter et tip til politiet fra forsyningsselskabet

06. oktober 2021 kl. 21:53
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:20

Artiklen er blevet opdateret efter grundlovsforhøret torsdag eftermiddag

THY: Udefra lignede det et ubeboet håndværkertilbud, men elmåleren sagde noget andet - og elmåleren endte med at blive det, der afslørede et skunklaboratorium på en nedlagt landejendom i Thy.

- Vi får en henvendelse fra Mors-Thy Forsyning, der siger "nu skal I høre, vi har en adresse, hvor der ikke er nogen abonnenter af vores, men vi kan se, at der bliver brugt noget strøm".

- Vi kan så se, at der heller ikke er nogen beboere tilmeldt på adressen, så vi tænker "ahrr, det må vi hellere køre ud og kigge på, det her", siger vagtchef Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Fremme på landejendommen ser patruljen to mænd forsvinde ud af bagdøren, mens de banker på fordøren. De to mænd tager flugten ud over markerne, men bliver en halv time senere fundet af hundepatrulje, der følger deres spor, indtil flugten er forbi halvanden kilometer fra ejendommen, de flygtede fra.

Der er tale om to mænd på henholdsvis 24 og 26 år fra Litauen, der blev anholdt og taget med til politigården i Thisted.

Da politiet ransagede ejendommen kunne betjentene konstatere, at den indvendigt var sat i stand og indrettet som skunklaboratorium.

- Vi finder en del tørrede planter derinde og ting, der er klar til at blive solgt. Så det skal vi have undersøgt nærmere og have fundet ud af, hvor meget der er, siger Anders Hansen.

De to mænd blev anholdt ved 17-tiden onsdag, efter politiet havde fået anmeldelsen fra forsyningsselskabet blot et par timer tidligere.

Mændene blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holstebro og varetægtsfængslet i fire uger. Anklager Alexander Stürup oplyser, at det skete med henvisning til risikoen for, at de ville forsvinde ud af landet og for at undgå, at de påvirker eventuelle andre implicerede i sagen.

- Når vi taler narkokriminalitet er der næsten altid nogle bagmænd et eller andet sted, men for nuværende er det kun de to mænd her, vi har i kikkerten, siger han.

Anklageren oplyser, at de to mænd er sigtet for at være i besiddelse af 30 kilo skunk. Straframmen er mindst halvandet års fængsel.

- Dertil kommer, at der nok venter dem en tyverianmeldelse fra energiselskabet, for når man har sådan et skunklaboratorium bruger man en frygtelig masse strøm, tilføjer Alexander Stürup.

Annonceret indhold

Nyeste