12-årige Jacob Bloch fra Vang øverst på podiet efter lørdagens afdeling af DM. Privatfoto
Livet her

12-årige Jacob øverst på motocross-podiet

Jacob Bloch vandt guld i motocross-sportens 85 kubik-centimeterklasse, der er for kørere på op til 15 år

20. september 2021 kl. 18:01
Opdateret kl. 19:42

VANG/SLAGELSE: Trods sine kun 12 år kunne Jacob Bloch fra Vang indtage den øverste podieplads efter anden afdeling af danmarksmesterskaberne i motocross, der lørdag blev afviklet i Slagelse.

Den unge thybo, der kører for Han Herred Motocross Klub i Fjerritslev, blev ganske vist kun nummer to i lørdags. Men ved første afdeling, kørt på Mors midt i august, var han en så suveræn vinder, at det sikrede ham den samlede førsteplads, fortæller danmarksmesterens far, Claus Bloch, der også er mekaniker og hjælper for sin søn.

Jacob Blochs præstation var ikke mindst flot i betragtning af, at han i sin klasse - 85 kubikcentimeter - dystede mod kørere, der var flere år ældre end ham selv.

De er dog langt fra første gang, at Jacob prøver at kravle øverst op på podiet ved et motocross-DM. Allerede i 2017 vandt han guld i 50 kubik-klassen. Året efter måtte han nøjes med sølv i samme klasse, men i 2018 kørte han mesterskabstitlen hjem på en 65 kubikcentimeters motorcykel.

I år har Jacob Bloch også deltaget i europamesterskaberne. Han gik dog ikke videre efter de indledende konkurrencer, der foregik i Danmark, Slovakiet og Tjekkiet.

- Han var uheldig at styrte og udgik i det sidste heat. Men han kom heldigvis ikke noget til, andet end lidt blå mærker, fortæller Claus Bloch.

Jacob Bloch har dog planer om at forsøge sig ved EM igen til næste år.

Annonceret indhold

Nyeste