Livet her

Se billederne: Mors-Thy bød GOG op til dans i anden akt, men tabte pusten til sidst

Nordvestjyderne spillede en god omgang håndbold, men tabte kampen i de sidste fem minutter

25. september 2021 kl. 17:54
Opdateret kl. 18:36

HÅNDBOLD: Mors-Thy var på hjemmebane ved at skabe overraskelsen mod GOG. Hjemmeholdet spillede en flot anden halvleg, men fynboerne viste et ekstra gear, da kampen skulle afgøres og vandt kampen med 30-27.

GOG satte sig hurtigt på kampen og skabte et hul ved stillingen 4-2, som Simon Pytlick kort efter udbyggede til en tremålsføring.

Mors-Thy Håndbold mødte lørdag GOG i HTH herreligaen.Foto: Bo Lehm

Fynboerne havde de første 10 minutter alt for let ved at komme frem til mål. På de første otte angreb var det kun stolpen, som en enkelt gang tog fra for Mors-Thy, og derfor afløste Rasmus Henriksen hurtigt Rasmus Bech i målet.

Rasmus Henriksen startede fint med et par redninger, men hjemmeholdet kunne ikke formå at lukke op til GOG, som gennem første halvleg førte med to-tre mål.

Efter 12 minutter var der dog lidt positive nyheder for Mors-Thy, da stregspilleren Andreas Nielsen efter en længere skadesperiode endelig fik sin debut.

Mors-Thy Håndbold mødte lørdag GOG i HTH herreligaen.Foto: Bo Lehm

Kort efter havde Mors-Thy flere muligheder for at lukke hullet, men tre brændte afslutninger og tekniske fejl, ødelagde muligheden for nordvestjyderne.

Derfor kunne Jerry Tollbring på et straffekast skyde GOG til pause med en føring på 15-12.

Mors-Thy fik en drømmestart på anden halvleg, da Bjarke Christensen og Lasse Pedersen med to hurtige mål barberede afstanden ned til et enkelt mål, men gæsterne var effektive, og bare 30 sekunder senere var afstanden igen oppe på tre mål.

Mors-Thy Håndbold - GOG 27-30

Stillinger undervejs: 2-3, 5-8, 8-10, 10-13, (12-15), 15-18, 21-21, 22-23, 26-26

Topscorer, GOG: Simon Pytlick 7, Jerry Tollbring 7

Mål, Mors-Thy: Bjarke Christensen 8, Tim Sørensen 6, Erik Toft 5, Sander Øverjordet 3, Lasse Pedersen 3, Rasmus Henriksen 1, Johan Nilsson 1

Udvisninger: Mors-Thy 2x2 minutter, GOG 2x2 minutter

Det fik dog ikke hjemmeholdet til at tvivle på egne evner. Offensiven viste sin styrke og med en god finte forbi sin direkte oppasser kunne Sander Øverjordet bringe Mors-Thy på 19-19. Før målvogter Rasmus Henriksen to minutter senere kunne sikre værterne den første føring ved at sende bolden i tomt mål.

Nordvestjydernes føring blev dog en kort fornøjelse. Særligt Jerre Tollbring og Simon Pytlick var skræmmende stærke for fynboerne. Med 10 minutter tilbage bragte Pytlick GOG foran med 23-25.

Mors-Thy Håndbold mødte lørdag GOG i HTH herreligaen.Foto: Bo Lehm

Mors-Thy havde dermed ryggen mod muren og skulle sætte en stærk slutspurt ind for at få noget med fra kampen.

Det lykkedes hurtigt Mors-Thy at komme på 26-26, men fynboerne viste til sidst, at de var skarpest i slutfasen. Oscar Bergendahl afgjorde kampen med et minut tilbage med sin scoring til 29-26.

Mors-Thy skal på tirsdag for tredje kamp i træk op mod GOG, når det gælder kvalifikation til European League.

Annonceret indhold

Nyeste