Arkivfoto: Bente Poder
Livet her

Mors-Thy blev snydt for en udlandstur: - Det er lidt en flad fornemmelse

Tirsdag tager Mors-Thy Håndbold hul på et europæisk eventyr. Men i stedet for en udlandstur skal nordvestjyderne til velkendte Gudme

21. september 2021 kl. 11:23

HÅNDBOLD: - Vi skal jo sydpå en tur.

Mors-Thy-direktør Hans Peter Jarl Madsen kan godt se det komiske i, at den nordvestjyske håndboldklub tirsdag tager hul på et europæisk eventyr i Gudme. Da lodtrækningen til anden kvalifikationsrunde af European League var undervejs, havde håndboldchefen også noget andet i tankerne end de danske kolleger fra GOG.

- Vi havde da håbet på, at vi kunne få en lille tur ud af det. Det havde ikke været dårligt med en tur til Island, Norge eller Nordtyskland. Så det er da en lidt flad fornemmelse at skulle møde et dansk hold, når man nu er i Europa, siger direktøren.

- Der er jo fordele og ulemper. Der er nogle penge at spare. Det er dyrt, hvis man skal til Rusland eller et eller andet i den dur. Det havde vi bare forberedt os på at tage med. Nu tager vi i stedet bussen til Gudme, som vi plejer, tilføjer han.

Lige præcis GOG var tilmed en af de sværere modstandere, som Mors-Thy kunne møde i det kun andet europæiske eventyr i klubbens historie. I 2013 slog nordvestjyderne først FyllingenBergen, inden rumænske HCM Constanta blev endestationen.

- Jeg vil sige, at det er et af de bedste hold, som vi kunne trække. Så det er da en stor mundfuld for os. GOG er et godt hold, men vi har slået Aalborg Håndbold. Så kan vi også slå GOG, siger Hans Peter Jarl Madsen.

- Det er stort for Mors-Thy, hvis vi skulle nå gruppespillet. Der er en masse store udfordringer og oplevelser for en lille organisation som vores. Det er spændende, og det er da stort for os at være med. Nu snuser vi lidt til oplevelsen, selvom en lille flyvetur havde været sjov for os alle, siger han.

Foruden danskermødet i kvalifikationen til den europæiske turnering skal GOG og Mors-Thy endda også mødes i ligaen lørdag. Dermed står mandskaberne over for hinanden hele tre gange i løbet af en uge.

- Alle kampe er svære for os, men vi går ind til den med troen på, at vi vinder. GOG skal i hvert fald stå klar. Vi skal nok byde dem op, lyder det afsluttende fra HP Madsen.

Det første af to europæiske kvalifikationsbrag mellem GOG og Mors-Thy Håndbold spilles tirsdag klokken 18.45 i Gudmehallerne.

Annonceret indhold

Nyeste