Peer Lisdorf er ny træner hos FC Thy-Thisted Q. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Livet her

FC Thy-Thisted Q henter Brøndby-mestertræner

Det bliver en yderst erfaren og fodboldkredse navnkundig træner, der overtager for Allan Drost som cheftræner i FC Thy-Thisted Q

09. oktober 2021 kl. 18:51

FODBOLD: FC Thy-Thisted Q tabte lørdagens ligakamp mod mesterholdet HB Køge, men efter kampen var der anderledes opløftende nyheder for den ambitiøse fodboldklub.

I forbindelse med den forrige kamp blev det offentliggjort, at Allan Drost trods enorm succes som FC Thy-Thisted Q-træner stopper i klubben til nytår, da klubben ønsker at gå andre veje.

Den nye vej indebærer blandt andet en ny træner, der kommer til klubben med et imponerende CV. Det bliver den tidligere Brøndby og HB Køge-træner Peer Lisdorf, der skal stå i spidsen for kvindesatsningen i Thy. Den nye træner skal lige vænne sig til sproget, der er lidt anderledes end det han er vant til hjemme på den københavnske vestegn.

- Jeg tror virkelig, det bliver en spændende udfordring for mig. Det bliver jo en ny kultur. Nyt sprog. Vi var nede og spise i byen i går. Der sad otte gutter ved et bord ved siden af. Det skal siges, at de havde fået lidt rødvin, men det var svært at forstå, hvad de sagde, siger Peer Lisdorf på det pressemøde, hvor han blev præsenteret som ny cheftræner i klubben.

Den nye træner har allerede et indgående kendskab til klubben, som han har mødt flere gange som BSF og senest HB Køge-træner.

- Da jeg kom herop for første gang for to år siden med BSF, kunne jeg mærke den intensitet og det stærke sammenhold her. Alle vil klubben her, og alle vil kvinderne. De spillere, der er her, har været her i lang tid, så de må ville hinanden og klubben. siger Peer Lisdorf.

Klubbens direktør Peter Friis Jensen er glad for, at man har været i stand til at tiltrække en træner, der så sent som i sidste sæson vandt DM-guld.

- Vi føler, at vi har gjort et scoop med aftalen med Peer. Vi skal skabe noget unikt, og vi har troen på, at han kan være med til at rykke os i en positiv retning, siger Peter Friis Jensen til Nordjyske.

- Vi er en klub, der skal leve af egne talenter, og vi har en ambition om, at 50 procent af truppen skal komme fra FC Thy Piger. Peer har tidligere arbejdet med talenter i sin tid som Brøndby-træner, forklarer Peter Friis Jensen.

FC Thy-Thisted Q har givet Peer Lisdorf en to-årig kontrakt. I den periode er der store ambitioner hos den forsvarende pokalmester.

- Nu har vi prøvet at vinde pokalen, så næste mål må være, at vi skal op at spille med om medaljer, siger direktøren.

Annonceret indhold

Nyeste