Shopping

Havetid: Det er nu, du skal svinge skovlen

At plante om foråret er ikke den bedste idé. Det er nu, det skal gøres...

09. oktober 2021 kl. 10:15

Det er bare med at komme i gang, hvis man har et haveprojekt, der gerne skal se ud af noget, når man nærmer sig forår og sommer 2022.

- I gamle dage plantede man altid om efteråret. På det tidspunkt af året er der vand i jorden, og den er lun. Men folk føler sig mere inspireret om foråret efter at have siddet indenfor i den mørke stue - de vil ud i haven. Men det er altså bedst at plante om efteråret.

Sådan lyder det fra Helen Olesen, som sammen med sin svigerinde og bror, Anette og Søren Olesen, ejer Nykøbing Plantehandel på Soltoften.

De har drevet forretningen siden 1987, så de ved, hvad de taler om. De kender også til tidens havemode.

- I en periode har det ikke været på mode med ligusterhækken, men den er i den grad kommet retur i haverne, siger Helen Olesen.

Bøgehække er også noget, der sælger.

- De er nogle nemme hække, der gror godt her i vestenvinden. Det er nogle hække, der bliver til noget. De egner sig til klimaet. Også ligusteren - som ellers har været udskældt i en periode, smiler Helen Olesen.

Laurbærkirsebær er også ret populære - men de klarer ikke altid mosten i den stride vind. Hækplanter og træer er i øvrigt noget, som kunderne fortsat planter om efteråret.

Stort set andre planter bliver solgt forår og sommer.

- Specielt frugttræer sælges forår som sommer. De bliver ofte brugt som gave, siger Helen Olesen, som i denne tid sælger mange træer af arten Koreansk Røn.

- Det er et flot havetræ, og så er den ganske robust, siger hun.

Hun kan godt forstå, at det kribler i fingrene hos kunderne om foråret.

- Det er bare bedst at plante om efteråret, og skal du ud og have større mængder, så er det altså nu, siger haveeksperten.

Noget af det, der er populært hos Nykøbing Plantehandel, er vilde blomsterblandinger.

- Det er meget oppe i tiden at lave blomsterenge, men for at have blomster i en længere periode, så kan man supplere med påskeliljer og tulipaner, lyder rådet.

Der er mange rådyr på Mors, så Helen Olesen anbefaler et afskrækningsmiddel bestående af fårefedt. Så undgår man, at tulipanerne får kappet toppen lige inden de blomstrer.

- Og det virker rigtig godt, siger hun.

De kommende uger har Helen Olesen og Anette Olesen travlt med alt, der relaterer sig til halloween og herefter står julen for døren.

- Vi skal snart til at i gang med at binde kranse. Vi står normalt og binder kranse i to måneder - og sådan bliver det nok igen i år, siger Anette Olesen.

Nykøbing Plantehandel kan generelt se tilbage på en god periode.

- Det har været en god periode for havefolket, og så er et jo også en god periode for os, siger Helen Olesen.

De tre indehavere har været gode til at holde stedet opdateret. Der er jævnligt blevet moderniseret og renoveret. I disse uger de ved at få lavet et nyt drivhus.

- Vi skal bruge det til vinteropbevaring af blandt andet træer og alt det, vi har i potter. Roserne og slyngplanterne kommer også derind. De står ude nu, så fremadrettet bliver det noget lettere at styre, siger Helen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu