Livet her

Lidt af et skue: Skonnerter for fulde sejl - og lidt motorkraft

De store, flotte træskibe anløb Nykøbing - og Bente tog i mod i teltet

16. september 2021 kl. 18:15

NYKØBING: Torsdag morgen forlod de 69 sejlskibe, der deltager i Limfjorden Rundt, Struer Havn for at vende stævnen mod Nykøbing. En strækning på godt 21 sømil, som blev tilbagelagt uden de større problemer.

- Alt er gået helt, som det skulle. Vi har slet ikke haft nogen uheld, siger Niels Sohn, der er leder af kapsejladsen. Det var også ham, der ledte træskibene i havn. Træskibe, som kommer fra hele landet, men også Sverige og Norge var repræsenteret.

På land havde turistchef Bente Kristensen i timerne op til ankomst ganske travlt. Der skulle gøres klar til 600 til spisning i teltet, og de store mængder vand onsdag eftermiddag og aften gav lidt udfordringer.

- Der kom meget vand ind teltet. Der var nærmest søgang, og det skabte lidt travlhed, siger Bente Kristensen, der glæder sig over, at regnen holdt inde på selve dagen.

- Vi blev vist reddet lige på målstregen. Havde det regnet meget, var der nok aldrig kommet en sjæl ned på havnen. Og det handler jo også meget om økonomi, sagde Bente Kristensen, mens hun lavede de sidste forberedelser til aftens arrangement.

Der kommer omkring 800 sejlere til byen i forbindelse med arrangementet, hvoraf de fleste spiser oksesteg fra Holmens Slagter i teltet.

- Men der er også mange, der smutter en tur op i byen, så det er godt for hele byen, at de kommer, siger turistchefen.

Trods det, at det er midt i september, så er der stadig mange turister i byen.

- Det er også fantastisk at kunne give turisterne denne oplevelse med de store, flotte skibe, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste