Mennesker

Topmøde på broen - se alle billederne

Morsing- og sallingboere mødtes i kampen mod ensomhed

01. oktober 2021 kl. 12:51

- Det er en rigtig fin handling at mødes på broen. Der hvor kommune- og regionsgrænsen er, sagde Lise Kragh Møller, der er leder af Frivilligcenter Mors, da en lang række af folk sammen med Patrick Cakirli trodsede den stride regn, gik ud på Sallingsundbroen, som i tidsrummet 9.45 til 9.55 fredag formiddag var spærret for al trafik - undtaget for gående.

Anledningen var March mod Ensomhed, som Patrick Cakirli står i spidsen for.

Ude på broen spillede en duo fra Morsø Garden ”Godmorgen, lille land” og de godt 60 deltagere fra Mors stemmede i - ligesom de mange deltagere fra Skive Kommune, med borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) i spidsen, der gik morsingboerne i møde, gjorde.

Fra officiel side var det udvalgsformand Henning Sørensen (V), der mødte op for Morsø Kommune.

Det er fjerde gang, Patrick Cakirli arrangerer March mod Ensomhed.

- Det er et stort koordineringsarbejde, der lægger forud, så det har fyldt rigtig meget. Men jeg oplever, at kommuner, regioner, NGO’er og private er gode til at bakke op, sagde Patrick Cakirli inden, han efter den korte pause på broen vendte næsen og barnevognen med al udstyret mod Midtjylland.

- Det er første gang, at ruten er så lang. Jeg har udvidet lidt fra år til år. Sidste år blev den aflyst men i 2019 var den på 800 kilometer. I år er den på 1600 kilometer, sagde Patrick Cakirli.

Fra bromidten til Skive Rådhus er der omkring de 30 kilometer. Herefter går det ned mod Esbjerg, så der er lige lidt endnu. Hele turen begyndte på Bornholm.

Uden de mange frivillige ville det være umuligt at stable sådan et arrangement på benene.

- Vi fik i foråret en henvendelse fra Patrick, om vi ville hjælpe, og det var vi med på, sagde Lise Kragh Møller.

Kampen mod ensomhed fortsætter - blandt andet holdes der fællesspisning flere steder på Mors 11. november.

Fællesspisning var der også aftenen inden, broen blev krydset; Her var det Perlen i Nykøbing, der sørgede for gullash.

Annonceret indhold

Nyeste