Mennesker

Advokaten med hjertet på rette sted: Hun giver gode råd til alle

Charlotte Schmith har styr på paragrafferne - nu hjælper hun andre

04. oktober 2021 kl. 10:15

- Vi hjælper med forskellige retsspørgsmål, skilsmisseret, lejeret - det kan også være jura i forbindelse med nabostridigheder og ellers almindelig rådgivning, siger Charlotte Schmith, som netop er ansat hos KFUM’s Sociale Arbejdes Retshjælp. Hun bor i Skive og har fået som opgave at tage sig af den nyetablerede retshjælp i Nykøbing foruden Hurup og Frederikshavn.

Borgere kan henvende sig hos Perlen i Nykøbing, hvor der vil være mulighed for at møde Charlotte - eller en af de andre jurister - hver onsdag.

- Strafferet går vi ikke ind i. Almindelig rådgivning er for alle borgere, men begynder vi at skulle skrive breve, køre små procesager eller andre mindre sager, så er vores hjælp betinget af borgerens indkomst. Det er de samme regler som ved fri proces, siger juristen, der glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

Hos KFUM’s Sociale Arbejdes Retshjælp oplever man, at der er et stort, udækket behov for gratis retshjælp i Danmark, og derfor vil de være med til at sikre retshjælp og fremme retssikkerheden for alle.

Projektet er nyt i KFUM’s regi. De har i forvejen gældsrådgivningen, og jura og økonomi hænger ofte tæt sammen.

- Det er noget helt nyt i vores område, og vi har uddannede folk til det. Det skal enten være cand.jur eller stud.jur med nogle semestre bag sig. Ikke alle mulige andre, siger Charlotte Schmith, som her i begyndelsen selv kommer til at tage sig af mange af borgernes spørgsmål. Hun håber på at få en gruppe frivillige jurister til at bruge et par timer om ugen på opgaven, så hun fremadrettet blot skal sørge for driften af stederne i Hurup, Frederikshavn og Nykøbing.

- Jeg håber på, at frivillige, uddannede jurister vil hjælpe. Det kan eventuelt være nogle, der er gået på pension eller andre, som gerne vil give en hånd, siger hun.

Charlotte Schmith lover, at hos Retshjælpen har de tiden til at gå ind i sager.

- Ser vi en tvist, så går vi ind i den. Vi kigger også gerne på breve og afgørelser fra kommunen. Folk forstår nogle gange ikke det, der står, og mange tør ikke gå i konflikt med kommunen. Det er sørgeligt. Vi kan se, om reglerne bliver overholdt, siger juristen, der har fået juraen ind med modermælken.

Hendes far er forsvarsadvokat.

- Jeg har altid villet hjælpe folk, og jeg har lyst til at gøre en forskel. Jeg vil gerne hjælpe dem, der ellers ikke kan få hjælp, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste