Livet her

Smukke gamle sejlskuder nåede Thisted - uden vind

Vejret var med publikum, der tirsdag nød det flotte stillevejr på kajen i Thisted havn.

14. september 2021 kl. 19:12
Opdateret 17. september 2021 kl. 14:07

THISTED: Vejret var med publikum, der tirsdag nød det flotte stillevejr på kajen i Thisted havn.

Det samme kunne ikke siges for de 68 gamle sejlskibe, der tirsdag tog første etape af Limfjorden Rundt 2021 fra Løgstør til Thisted.

For vinden blæste stort set ikke over Limfjordens vande.

Motorerne på veteranskibene måtte i gang.

Men sidst på den knapt fem timer lange tur, kom der lidt brise, og der kunne endelig sejles kapsejlads fra Sennels til Thisted.

Indsejlingsparaden af de mange sejlskibe i alle størrelser og typer fra de lille sjægt Embla til den kæmpe tre-mastede skonnert Den Store Bjørn - Danmarks største sejlende træskib, trak hundredvis af mennesker til Thisted havn.

Her kunne man udover synet af de smukke velholdte træskibe med busseronneklædte søulke og skønne kvindfolk ved rælingerne, nyde fish’n’chips, kolde øl, tyske grillpølser og andre specialiteter fra det internationale marked, der for en dag havde kastet anker på havnen.

- Vi er her for at nyde de flotte skibe, det lune vej og den kolde øl. Og så er det skønt, at der er musik på Thisted havn, lød det bl.a. fra Henriette Bliksted, der bor i Thisted.

Aldrig før har der været så mange skibe der har deltaget i Limfjorden Rundt - Norden største træskibssejlads.

Især fordi flere ”nye” skibe, der ikke har været med i flere år, deltog, fortæller dommer og arrangør Niels Sohn, der med VHF-radioen sikkert styrede de mange sejlskibe med tøffende hjælpemotorer sikkert til kaj i Thisted.

- Vinden var der ikke i dag. Men det forlyder at der kommer mere vind i morgen. Desværre ser det ud til at komme fra en forkert retning, lyder det fra den garvede leder af arrangør af den populære sejlskibssejlads, der når Struer onsdag.

Skibene forlader Thisted havn kl. 8 og sætter kurs mod Vilsundbroen.

Torsdag gælder det etapen fra Struer til Nykøbing.

Her kan den største deltager Den Store Bjørn ikke længere være med, på grund af masterne ikke kan komme under Sallingsundbroen.

Fredag går sejladsen rundt Limfjorden til Limfjordens perle Fur og slutter til sidst i Skive på lørdag.

Annonceret indhold

Nyeste