Livet her

Reddede person op fra skrænt ved Hanstholm - det var en øvelse

Værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen tog turen nedad skrænten iført seletøj og sikkerhedsliner

06. oktober 2021 kl. 10:32

HANSTHOLM: Selv om Thy ikke har de store højder i naturen, som man kan falde ned fra -så skal redningsberedskabet være klar til at redde tilskadekomne op eller ned fra stejle skrænter og høje bygninger.

Mandag var den ”farlige skrænt” under udsigten ned mod Hanstholm Havn ved Hanstholm Madbar.

Her tog værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen turen nedad skrænten iført seletøj og sikkerhedsliner.

En tung øvelsesdukke, der agerede som borger med brækkede lemmer, skulle med liner reddes op fra skrænten i en skålbåre.

Kammeraterne på holdet hev så i linerne i den anden ende, med hjælp af taljeblokke.

Linerne var fastgjort til en lastbil.

- Vore værnepligtige får måske ikke så meget brug for skræntredning i Thy. Men rutinerne kan også bruges, hvis det er en tilskadekommen der skal ned fra en bygning. Samtidigt så går de værnepligtige jo videre til en anden uddannelse og får god øvelse og viden med om de ulykker, der kan ske, fortæller sergent og instruktør Christian Göllnitz.

- På et sted som Bulbjerg kunne en sådan ulykke sagtens tænkes. Her øvede vi sidste gang. Men det kunne også være en bil, der var forulykke på et stejlt sted. Og her kan vi tilkaldes ,fordi vi har mere materiel og udstyr end det lokale brandberedskab eksempelvis. Skræntredningen er en del af de værnepligtiges uddannelse, hvor de efter ni måneder har uddannet sig som redningsspecialister, lyder det fra instruktøren.

Efter nogle timer på den 30 meter høje skrænt, havde hovedparten af de ni værnepligtige prøvet at blive hejst ned og bjerge en ”person” og var kommet et skridt videre i deres uddannelse som redningsspecialister.

Annonceret indhold

Nyeste