Livet her

Hele ugen: SPAR og skoler samler skrald i Thisted bys veje

I denne uge har Tingstrup Skole klima-uge med fokus på FNs verdensmål nr. 12 - den om ansvarligt forbrug og produktion

12. oktober 2021 kl. 13:14

THISTED: Klimaet er ofte på skemaet i landets skoler.

I denne uge har Tingstrup Skole klima-uge med fokus på FNs verdensmål nr. 12 - den om ansvarligt forbrug og produktion.

Derfor var det meget passende, at skolen blev kontaktet af Spar-butikkerne, om skolen ikke ville være med til gøre et slag for miljø og klima sammen med Thisteds to SPAR-butikker.

De to butikker på Simons Bakke og på Iversensvej har også har klimauge i uge 41 - i samarbejde med non-profit-organisationen Ren Natur.

- De to skoler ville heldigvis gerne være med til, sammen med os lokale Spar-butikker at slå et slag for at gøre Thisted renere og ”rense” byen for skrald. Det dejligt at få hjælp af over 300 friske skoleelever, fortæller Christoffer Damgaard Christensen, der er købmandselev i Spar Thisted. Han laver klimaugen som en del af sin skoleprøve.

I løbet af denne uge vil samtlige gader i Thisted by så få besøg af de omkring 300 miljøglade elever fra Tingstrup skole og Østre Skole, der iført grøn vest, gribetænger og sække, vil gå gader og veje tynde.

Eleverne fra Tingstrup Skoles fra 4.-5. og 6. klasse skal blandt andet også på besøg på genbrugstationen, der skal laves ”madspilds-mad” af varer fra ”To-go poser”, og der skal syes ting af genbrugstøj.

Østre Skole tager sig naturligvis af opsamling af skrald fra gaderne i det østlige Thisted.

Alle klasser der deltager i Spars skraldejagt får et beløb til klassekassen og en is efter indsamlingen.

Og skraldet bliver ikke bare kørt til forbrændingen. Eleverne tager det med hjem i klasseværelset og undersøger hvad de har fundet.

For hvad betyder det for miljøet, når skraldet ender i naturen.

Og hvilke ting kan genbruges til gavn for klimaet.

Annonceret indhold

Nyeste