Livet her

Fødselsdag blev fejret med maner

I anledning af friskolens 30-års fødselsdag havde Ørding menighedsråd givet en gave til eleverne. Og det var noget af en gave

08. oktober 2021 kl. 09:03

- Det var en fornøjelse at kunne fortælle både elever og forældre, at gospelsangerinde Lydiah Wairimu ville vende tilbage med sit faste repertoire på en workshop for eleverne, siger skoleleder Hanne Have Ward.

Lydiah har besøgt skolen to gange tidligere. Lydiah kom med sin dejlige personlighed, en lille dame, men med en stor, stor stemme og afholdt en fem timers workshop for alle skolens godt 60 elever.

Der blev sunget både på dansk og engelsk.

- Fire forældre og en enkelt storesøster benyttede sig også af muligheden for at synge med i gospelkoret. Man bliver så glad af det, siger skolelederen.

Om aftenen blev der givet en times koncert for alle interesserede i Ørding Kirke.

- Børnene var helt vildt gode, og Lydiah roste børnene og kunne mærke, at de var vant til at synge og vant til at være sammen på kryds og tværs. Så en stor succes, siger Hanne Have Ward.

Efter dagens workshop og koncert bad flere af lærerne og forældrene Lydiah overveje, om hun kunne få tid til at lede endnu et gospelkor, nemlig her på Sydmors.

Annonceret indhold

Nyeste