Livet her

Forrygende Faber til jubilæumskoncert med kæmpekor

Trods en solrig eftermiddag havde 600 tilhørere fundet vej til Thys største kirke til koncerten med både Nordvestjysk Pigekor og DR Pigekoret

09. september 2021 kl. 16:04

VESTERVIG: Nordvestjysk Pigekors 25 års jubilæum blev lørdag fejret med et brag en fælles koncert.

Philip Faber og DR-pigekoret havde taget turen til Thy, og det kom der en stor og unik musikalsk oplevelse ud af.

Trods en solrig eftermiddag havde 600 tilhørere fundet vej til Thys største kirke til koncerten med både Nordvestjysk Pigekor og DR Pigekoret, som et tidspunkt blev slået sammen i ét stort fælleskor.

De mange sangere fyldte godt i Vestervig Kirke, og det samme gjorde klangen fra fælleskoret på 84 korpiger, der fyldte kirkerummet i Vestervig Kirke på smukkeste vis.

Blandt de sange der blev sunget, var ”Lyse nætter”, ”Et hav der vugger sig til ro” samt ”Fald min engel”, der oprindeligt er skrevet af Steffen Brandt fra TV2 og senere arrangeret til kor af Phillip Faber.

Korene blev på skift dirigeret af korleder Annette Boch Pedersen og af Phillip Faber.

Tidligere på dagen var de mange sangere sammen, hvor Philip Faber holdt workshop.

Koncerten har været planlagt igennem mere end et år.

Lise Vistisen, formand for Nordvestjysk Pigekors fortæller:

- Fejringen af vores 25 års jubilæum blev en dag, som vi aldrig vil glemme. En dag i selskab med Danmarks dygtigste kor har givet os så megen inspiration og motivation. Nu glæder vi os endnu mere til vores fremtidige korarbejde her på egnen.

Arrangementet var støttet af mange lokale virksomheder og organisationer, herunder Sparekassen Thy, Musikskolen Thy, IdealCombi, Rema 1000 i Hurup og Saxo Living.

Annonceret indhold

Nyeste